Det er simpelthen så svært for mig at planlægge og skrive indlæg, når jeg ikke har det godt. Og det er længe siden jeg har haft det rigtig godt. Jeg er kommet frem til, at jeg må tvinge mig selv nu, så jeg bare kommer i gang med at skrive et eller andet igen. For jeg er ret glad for min blog, og jeg kunne ikke tænke mig at droppe den. Der er også nogle mennesker herinde, som jeg ikke kan lade være med at tænke på, selvom jeg heller ikke har haft energien til at læse og kommentere inde hos dem.Jeg har nok haft nogle alt for store forventninger til mig selv om, hvordan mine indlæg skulle være, og specielt hvad de skulle handle om. For ikke at tale om, at de skulle OSE af al min klogskab, mit intellekt og kreativitet...(HOST). Så udover at min højre arm sover, ligesåsnart jeg tager fat i musen, så er jeg altså bare en pige, og jeg kan ikke leve op til noget af alt det, jeg selv tror, jeg skal kunne. Nemlig det hele på en og samme gang. Jeg er i gang med at øve mig i, at det som jeg er, er helt LIGE med det andre mennesker er. I mit hovede er jeg (stadig) ikke kompatibel med nogen anden i verden. Og det er jo ikke særlig smart for at sige det mildt, fordi de tanker, der beskriver min konstante underlødighed, ødelægger mig og forhindrer mig i at have almindelige relationer til andre mennesker.
Jeg har ikke nogen intentioner om at starte forfra med min blog , sådan rent bord og helt nyt det hele. Jeg vil bare bruge bloggen på en anden måde udover at vise mine kreationer frem. Fremover vil jeg bruge bloggen langt mere til at få mine tanker ud. Og det kræver altså en hel del mod kan jeg mærke, når jeg har så svært ved at stå ved, det jeg er indeni og udenpå for den sags skyld. Men jeg bliver nødt til at gøre det. Og det er noget, som jeg gør for mig og ingen anden. Det er mig, der skal se MIG i øjnene og stadig være glad.
