tirsdag den 21. december 2010

Roses julegave, vil du se mit rod og endnu et projekt

I år får Rose næsten kun hjemmelavede gaver, i hvert fald fra mig og Kenneth. Hun skal have disse tre nederdele og noget dukketøj, som jeg lige skal have produceret. Nedenfor kan I se, at jeg er meget betaget af den type lomme, som er et hul ind og med en flot bagside. Jeg synes, jeg så den slags lommer på Amio, men nu kan jeg ikke finde dem, så jeg kan ikke engang fortælle, hvor jeg er blevet inspireret. Og så kommer det typiske. Det første Kenneth spurgte om, da han så den, var, om det var med vilje, at jeg havde vendt hjerterne på hovedet. Hrmf, pis, kvaj....uuuuh jeg... Jeg havde vist ikke mit eget hoved med, da jeg klippede. ØV. Og så pyt altså, Rose er nok ret ligeglad.

Så fik jeg en idé til en anden lomme: To cirkler syet sammen ret mod ret, levn et par cm til at vende med, vend og stryg. Så en stikning rundt der, hvor man vil have åbningen. Så lægger man cirklen på nederdelen og syer rundt resten af cirklen, lav evt. en lille forstærkende søm i hver side. Tilsidst flapper man flappen ned, så foret i lommen kommer til syne og syer den fast med en pynteknap. Fantastiq...

HER ER MIT ROD

Det er jo lidt vildt, man skulle jo ikke tro, at jeg kan lave noget.... Men det går faktisk ok. Jeg lægger nogle gange en lille smule stof sammen og på plads, og jeg er meget god til at smide i enten restehylden eller skraldespanden. Og jeg er også meget god til at bruge strygebrættet som klippebord. Til trods for at jeg har et genialt stort klippebord. Sofaen kan ikke proppes mere, hvorfor har jeg egentlig en sofa stående nede i det lille rum? Nåhjow det er jo, fordi der ikke er plads andre steder, og fordi jeg ikke vil af med den. Er der nogen, der kender det? At være nummeret før genbrugs forretning?
Jeg tror i øvrigt, at der er max. 15 grader dernede i min lille syhule, og det er yderst nødvendigt med sko af en eller anden isolerende karakter. Men så har jeg også sådan en lille olieradiator, som godt kan varme det lidt op, bare så jeg ikke får kolde hænder, strygehjernet står også altid tændt jo. Og når det er så koldt, gider Kenneth ikke være dernede, og så kan jeg næsten være i fred :) aaahh. Noah på snart syv år vil ellers meget gerne være med. Han har syet en pude til sig selv, et kræmmerhus og i dag syede vi en taske til hans kæreste, som hun selvfølgelig skal have i julegave. Han valgte selv stoffer og farver, og så hjalp jeg ham med faconen. Han vil selv tråde maskinen og stryge, he he og han kan faktisk godt sy sådan rimeligt, når jeg tegner en blyantstreg på sytøjet, så han har noget at styre efter. Det bliver for abstrakt, hvis jeg bare forklarer ham, at den der skal flugte med den der. Men det er så fedt, at en af mine unger er blevet fanget af det, som jeg kan og kan give videre.
Nåhja og så nyd lige mit rod :)
Denne hersens lille jakke er undervejs. Det er til Rose selvfølgelig. Men der er noget med mig og lynlåse. Jeg går simpelthen i stå. Findes der mon nogle gode husgeråd for den slags?


Jeg må hellere huske at ønske alle en glædelig jul. Så glædelig jul alle, og må vejret arte sig, så alle kommer frem og hjem eller bare hjem :) Julekrammer og snak herfra :)

mandag den 6. december 2010

Amio amio a-a-amio

Så nu gjorde jeg det! Nu har jeg en lillebittebitte butik på Amio.dk
Og min eneste vare finder du lige her.
Men selvfølgelig kommer der flere til snart, og I vil være tæt på at være de første som får det at vide. Og NU smiler jeg fra det ene øre til det andet :)
Tak fordi I er derude og nogen gange læser med.

søndag den 5. december 2010

Julekjolen 2010

Her midt i al rodet stikker modellen af, hun vil kun fotograferes sammen med sin hest. Og det bliver hun så. For jeg vil gerne vise min seneste kreation frem :) Man kan også lige skimte støvsugeren, hvis man gør sig umage.
Det er Roses julekjole. Og den er lavet af en kvickly-nederdel str.152 købt på genbrug og et stykke oldgammelt men ubrugt fløjl i den mest skrigende røde farve man kan støve op. Mon det sætter skub i julekjolesyningen derude ??? Skal du sy julekjoler i år?

lørdag den 20. november 2010

Inspireret af Kaffe og Lis

For nogle uger siden havde Hendes Verden et strikkehæfte vedlagt bladet. Det så spændende ud, fordi temaet var Nordisk Tradition. Og så var det jo lige at en af strikmodellerne var inpireret af Kaffe Fasset, designet af Lis Paludan. To af mine ypperste favoritter :))))))) Og selvfølgelig går man og rumsterer med at strikke noget inspireret af Kaffe, når man selv både strikker og er vild med Kaffes designverden. Men det er først blevet til noget for mig nu , hvor Lis Paludan fik banet vejen for mig i strikhæftet fra Hendes Verden. (Jeg har prøvet at finde hæftet til jer på hendes verdens hjemmeside, men det har de ikke liggende.)
Lis har givet mig inspiration, siden jeg var barn, for min mor havde Bo Bedres Idébog for børn i sin reol, og den kiggede jeg meget tit i. Jeg er så vild med hendes tegninger og har også fundet bogen på et loppemarked i sommers. Og da jeg havde fødselsdag i sidste weekend, fik jeg en af hendes hæklebøger, som min søde mand havde støvet op antikvarisk. Skønt!!!
Roses lille Kaffe-inspirerede kjole her ovenfor er strikket ud ad hovedet, det er også derfor den ikke sidder super. Men den fortæller den historie, som den skal. Nemlig at den er strikket af rester, som er bundet sammen og viklet op til to store nøgler. Et til bundfarven og et til mønsteret. Jeg tegnede en hurtig rapport på ternet papir og så var det bare derudaf. Jeg oplevede undervejs i strikningen, at garnstykkerne var for lange til den sådan en lille børnekjole. Jeg måtte undervejs korte nogle af dem ned. Men det er jo også fint nok. I det hele taget passer den her mere kunstneriske "fri-strikning" ret godt til mig. Næsten hver pind er forskellig og på rundpind er det bare ligeud :)
Og som Lis har citeret Kaffe Fasset "Livet er for kort til at hæfte ender"... he he

torsdag den 21. oktober 2010

Uldne blonder

Min forkærlighed for uld er gået ud over nogle blondeopskrifter. Den grønne er fra en hæklebog, og den lilla er en opskrift, jeg har set på en tyrkisk piges blog, så vidt jeg husker. Hun havde lavet dem i bomuld og så bliver udtrykket jo et helt andet. Jeg kan desværre ikke huske hendes adresse, men hvis jeg finder den skal jeg nok lave et link ude i siden. Jeg har været (ikke så meget mere) gået amok i særligt denne opskrift. Det er blevet til otte lune uldblonde-halsklude, og foreløbigt et enkelt smykke, som jo nok alle skal med på et eller andet julemarked, tror jeg.
Den lidt finere eller smallere og tyndere grønne her ovenover er mere et smykke..... end et halstørklæde. Men fin er den. Den kunne jo også bruges som en afslutning på en jakke eller bluseting :)
Jeg har i hvert fald fået brugt en masse af mine uldgarner... hej hej

søndag den 26. september 2010

Hvad gør glad?

Det er simpelthen så svært for mig at planlægge og skrive indlæg, når jeg ikke har det godt. Og det er længe siden jeg har haft det rigtig godt. Jeg er kommet frem til, at jeg må tvinge mig selv nu, så jeg bare kommer i gang med at skrive et eller andet igen. For jeg er ret glad for min blog, og jeg kunne ikke tænke mig at droppe den. Der er også nogle mennesker herinde, som jeg ikke kan lade være med at tænke på, selvom jeg heller ikke har haft energien til at læse og kommentere inde hos dem.
Jeg har nok haft nogle alt for store forventninger til mig selv om, hvordan mine indlæg skulle være, og specielt hvad de skulle handle om. For ikke at tale om, at de skulle OSE af al min klogskab, mit intellekt og kreativitet...(HOST). Så udover at min højre arm sover, ligesåsnart jeg tager fat i musen, så er jeg altså bare en pige, og jeg kan ikke leve op til noget af alt det, jeg selv tror, jeg skal kunne. Nemlig det hele på en og samme gang. Jeg er i gang med at øve mig i, at det som jeg er, er helt LIGE med det andre mennesker er. I mit hovede er jeg (stadig) ikke kompatibel med nogen anden i verden. Og det er jo ikke særlig smart for at sige det mildt, fordi de tanker, der beskriver min konstante underlødighed, ødelægger mig og forhindrer mig i at have almindelige relationer til andre mennesker.

Jeg har ikke nogen intentioner om at starte forfra med min blog , sådan rent bord og helt nyt det hele. Jeg vil bare bruge bloggen på en anden måde udover at vise mine kreationer frem. Fremover vil jeg bruge bloggen langt mere til at få mine tanker ud. Og det kræver altså en hel del mod kan jeg mærke, når jeg har så svært ved at stå ved, det jeg er indeni og udenpå for den sags skyld. Men jeg bliver nødt til at gøre det. Og det er noget, som jeg gør for mig og ingen anden. Det er mig, der skal se MIG i øjnene og stadig være glad.

søndag den 13. juni 2010

Brød til ribsene

Jeg har en rigtig dejlig veninde, som inviterer mig med til de komsamner, som hun arrangerer for sine "haveribs". Ja det kalder hun dem, er det ikke sødt:)) En flok "damer" i forskellige aldre med stor interesse for haver, blomster (i alskens afskygninger) havebøger, havepynt og indretning og sådan noget, som jeg er den blotte novice i forhold til. I alle fald er det som så mange andre steder, at man skal have en ret med. Så det skulle jeg jo også.
Første gang jeg var med lavede jeg humus og sådan nogle madbrød, som jeg så tænkte skulle være med sesam, så de hang lidt sammen med humussen. (Jeg havde nemlig tahin (sesampasta) i min humus). Og der må gerne løftes øjenbryn og/eller fnises af mine pædagogiske paranteser:)
Mine pænt rustikke sesamflutes blev altså rost til skyerne:))))) og jeg lovede at lægge en opskrift ud på min blog, så de kunne bage dem selv også. Det fik jeg jo ikke gjort, det skarn jeg er:)
Men jeg øjnede en chance, da jeg blev inviteret med igen. Nu kunne jeg jo bare bruge et decilitermål i stedet for hænderne og så selvfølgelig skrive ned undervejs. Som tænkt så gjort. Nu er der en opskrift klar til ribsene:) og til dem der også vil prøve. Here goes:
7½ dl. vand
10 gr. gær
3 tsk. salt
3 spsk. rørsukker
3 dl. sesamfrø
6 dl. havregryn
3 dl. rugmel
1½ dl. durummel
2½ dl. Søris hvedemel
2½ dl. alm. hvedemel
(Og altså ikke noget tilsat fedt, men der er nok også nok i sesammerne.)
Jeg bruger altid min røremaskine til det her arbejde. Den er nemlig meget stærkere end mig. Jeg starter med vand og gær, tænder maskinen og fortsætter med at fylde på, så det sidste der kommer i, er det almindelige hvedemel. Så får den lov at røre i 15 minutter til dejen er meget sej, eller som Camilla Plum forklarer sig, at melet har dannet proteinstrenge, som gør, at dejen er elastisk i stedet for at knække over, når man trækker i den. Den dej der er klar nu, er pænt klistret, så derfor er det tid til at komme durummel på bordet, hæld dejen ovenpå og drys igen med mere durum. Del dejen i fire lige store dele og del hver af dem i tre lige store dele, sådan cirka. Drys nu sesamfrø på bordet også, så det ligger i en lang bane, lige til at lægge dejen ned i. Man tager hver klump dej, drysser med mere durum om nødvendigt, trækker dejen lang og trykker den ned i sesamfrøene. Jeg har sådan nogle sliplet bageplader, så jeg bruger ikke bagepapir, men det skal man jo selvfølgelig gøre, så det ikke sætter sig fast. Den lange ikke pæne dejting med sesamfrø underneden, lægges netop med sesamfrøene nederst, så bliver de faktisk let ristede under bagningen. Guf-li-guf, og der kan lige ligge seks stykker på én bageplade. Først er det en god idé at lade dem stå og hæve uden et klæde en times tid. De vil ikke hæve særlig meget og skal stå og danne lidt skorpe faktisk, for så er det nemmere at skære de små praktisk tværsnit. Brug en skarp kniv i øvrigt og skær næsten halvejs igennem. Men det kan man jo gøre, som man synes, jeg synes, de er flottest sådan her. Bages ved 230*C i 22-25 minutter. De skal altså have lidt farve, når man tager dem ud, for de skal også have lidt temperament:)
Rigtig god fornøjelse, jeg håber, du skriver til mig, hvis du prøver min opskrift, så jeg kan høre om de blev gode, og om de måske kunne begejstre nogle flere.

tirsdag den 8. juni 2010

Nye kornmarker

Sverige har en auktions-site, der hedder Tradera Dér kan man købe dette geniale gule bomuldsretrostof.
Jeg er ikke så vild med trendsales. Og selvom det nok ikke er så velset at sige, så siger jeg det alligevel :) så derfor dette reklameindslag for den svenske "pangdang". Der er ikke helt så meget flimmer og snak. Og det er selvfølgelig mig, der sælger ligepræcis det her stof. Der er også en masse andet spændende, prøv mit link, så kan du selv se, hvad jeg mener :)
Rigtig god tirsdag aften til alle, håber solen skinner hos dig, som den gør her hos mig.

fredag den 21. maj 2010

Når enden er god...


...er alting godt :) Ha´ en god dag!

fredag den 14. maj 2010

Stof til byt

Jeg har lige støvsuget øen igen, og disse er, hvad det kunne blive til denne gang. De to sidste er ubrugte og ikke af ældre dato.

L: Udsolgt


M: Godt blødt og brugt



N: Blødt og brugt, flere meter.



O: Godt blødt og brugt, nok ikke fra `70érne :) og kun i mindre stykker



Q: God tæt kvalitet, ubrugt



R: Udsolgt


Det var alt for denne gang og husk at spørge, hvis der er noget du er i tvivl om.
Ha en pragtfuld weekend :)

torsdag den 13. maj 2010

Min nyligt indkøbte loppedug...

Inde i Rønne er der en del genbrugsbutikker, som jeg selvfølgelig ransager flere gange om ugen. Jeg bliver nødt til at sørge for, at ingen andre end jeg på øen får fingrene i det retro (og meget andet), der er værd at eje. Det betyder til gengæld, at jeg ikke har råd til at handle andre steder (eller var det omvendt). Jeg har i rigtig mange år efterhånden, haft næse for andre menneskers affald. Dengang, hvor det begyndte at begynde, var jeg heldigvis udstyret med min mor, så vi var to om at slæbe hjem, når der var storskrald. Siden har jeg fået bil, og jeg har jeg sørget for at blive gift med en mand, som selv har en samlermani, så jeg får frit lejde.....Eller han har ikke brokket sig over den ugentlige kødfrie dag endnu, også selvom jeg altid ender med at lave risengrød :) Han er heller ikke særligt sur over mine bunker på gulvet...hmmm dem får I ikke lov at se i dag.
Jeg er den vildeste tekstilnarkoman og jeg skal bare ha mer og mer. Jeg kan godt blive helt tør i munden i bilen på vej ind til Rønne og det fortager sig ikke før jeg har tjekket samtlige genbrugser.
Den første torsdag i hver måned er der "fyld posen for en tyver" i den bix, der hedder Lossen. Og lige præcis dér havde jeg holdt øje med en sød lille dug i en månedstid. Ja, tænk en gang, at der ikke var nogen, som ville give fuld pris for den. Ikke engang jeg, (men det var altså nærmest ligesom at spille russisk roullette til sidst). Så er det jeg tænker, at det kan være, jeg er den eneste, der leder efter og holder øje med den slags her på øen? Det er jo både godt og skidt, for på den ene side, så er der jo mere til mig, men på den anden side, så har jeg jo ikke mulighed for at støde ind i en lidelsesfælle. Uf, jeg føler mig helt ensom og så igen, så behøver jeg måske ikke være så hys med at få tømt alle butikkerne inden de andre, alle de andre som ikke eksisterer.....hmmm
Hvor om alle de andre er, så fik jeg den lille søde dug med hjem i min pose i torsdags. Og efter en tur i vaskemaskinen og tørretumbleren, stak den næsen op af min vasketøjspose, som altid lige skal ha sig et pitstop her på den mellemste etage inden den kan fortsætte op i soveværelset. (Og det er så dér den ender sine dage med at blive tømt ud i sofaen.....) Og så fik jeg jo øje på den lille søde dug og tænkte at måske det var på tide at afprøve det med at lave et stykke tøj ud af sådan en lille dug dersens. Jeg har ikke læst de bøger man kan få om emnet (øv), så dem kan jeg desværre ikke referere til, men jeg er ret handlingsagtigt anlagt, (særligt, når det handler om nutella og sytøj), så jeg foldede dugen over på midten, lagde den på bordet og kiggede på den og blev enig med mig selv om at folde den en gang til og så derefter klippe. Alt i alt endte det med denne lille tunika. Jeg er ret tilfreds med resultatet :) , synes den sidder rigtig godt på Rose, som altså ikke blev fotograferet i denne omgang.
Jeg overvejer at lave en tutorial, og hvis der er nogle interesserede på linjen, så giv et pip ;)

mandag den 26. april 2010

Patchwork igen

Først lige de håndsyede. Jeg havde et flip med dem for en månedstid siden. Det blev til disse syv stykker. Man skal på en eller anden måde have lidt ro indeni for at kunne gå i gang med dem, synes jeg. Så derfor er jeg hoppet videre til noget, der går lidt hurtigere. Nemlig det der kan sys på maskine.
Firkanter.... ej altså man må da ku lave nogle sekskanter......

Ja, det kan man faktisk godt, de skal bare være så store, så man nemt kan holde på dem og manøvrere, mens man syr. Jeg synes, sekskanterne er lige en tand sødere end firkanterne, og når det kan gøres på maskine, bliver det ikke så langsommeligt.
Jeg er bare tosset med patchwork, he he :) hvad med dig, hvordan er dit forhold til det måske stadig noget lumre patchwork???

I got a feeling









Roses sommer-buksedragt er endelig færdig. Jeg har trukket den meget længe, fordi der var rigtig mange tråde på bagsiden af broderiet, der skulle hæftes. Pyha... Og så ville hun bare hoppe i sofaen, mens jeg tog billederne, allernådigst fik jeg lov at tage det nederste billede her inden hun selv ville bestemme resten. Det blev til mere end 60 billeder og der er godt nok ikke mange, der er brugbare til noget som helst. Modellen er hjemmebrygget udfra et par genbrugsbukser, der må have været en Elsebeth Gynther-model. Jeg har givet dem noget mere vidde end de gamle havde ved at skubbe mønsteret for neden, så overdelen fik så lidt ekstravidde som muligt, og måsen og anklerne fik rigeligt. Problemet med den fremgangsmåder er bare, at man har meget svært ved at gentage successen. Ellers skal man i hvert fald lave det i papir først, så beviserne ikke går tabt. Nej man kan selvfølgelig måle sig frem også....
Fortsat solrig mandag til jer....Kh Rikke

lørdag den 24. april 2010

Stof til byt

Holddaop jeg har været træt af at compute... Nu er jeg lidt på banen igen. Billederne der følger her er af stof jeg har til bytte og for sjov, så får de bogstaver i stedet for tal.

A: Godt brugt og blødt, kun små stykker.

B: Flere meter.


C: Godt brugt og blødt, ca. en meter.


D: Flere meter.


E: Blødt og brugt, flere meter.


F: Flere meter.


G: Udsolgt


H: Godt brugt og blødt, flere meter.


I: Blødt og brugt, flere meter.


K: Ubrugt, flere meter.

Ja det var det, håber der er nogen derude, som kunne tæn ke sig af bytte.
Jeg har jo faktisk også meldt mig til en gaveleg for længe siden, som så er end her uden at komme videre. Men jeg har bestemt ikke glemt det og jeg er også i gang med at udtænke noget gave-halløj.
Ha´en rigtig dejlig solskins-lørdag.