Patchvørksmeditation

Jeg troede nok aldrig, at jeg ville komme der til, hvor håndsyning kunne give mig kriblen i min trang til masseproduktion. Men så kunne jeg godt tro om igen, for selvom det jo går så snegle langsomt, er jeg vild og blodig for at gøre en blomst færdig og gøre en ny blomst færdig og gøre endnu en ny blomst færdig, ja jeg kom faktisk først i seng ved 01-tiden i går aftes, fordi jeg liiiige skulle...... Det er fordi, at jeg forledendag jo kom til at gå med min mor til patchwork på Svaneke bibliotek, hvor alle damerne syer i hånden. Så måtte jeg prøve, kunne jeg mærke. Jeg har danset om sekskanterne i lang tid, uden jeg kunne gøre noget rigtigt ved det, netop fordi jeg var overbevist om, at jeg ville miste tålmodigheden med det, og det med påbegyndte og ufærdige projekter har været mit mellemnavn i alt for mange år, så jeg prøver at være mere realistisk med det jeg går i gang med. Men i selskab med disse hyggelige patchvørkdamer, som i øvrigt alle kunne være mødre til min mor, øjnede jeg chancen for at have et rum, hvor tiden kunne få lov at gå i stå sammen med nål og tråd og mine pølsefingre. Og det er ren meditation, lidt ligesom at strikke ret på rundpind nr.5-6-stykker. Ren afslapning. Og nu er det lige før, jeg er ved at udvikle hård hud på min langfinger, så jeg ikke engang behøver købe mig et fingerbøl.
Det er jo ikke fordi jeg mangler stof at vælge i mellem, det er der nok nogle der har bemærket, så det var kun et spørgsmål om at finde de farver jeg ville ha´. Grøn og lilla er blevet hovedfarverne og gul og brun skal lave kontraster ind i mellem. Jeg tror nok, det skal blive til en kæmpepude, for vi har så mange tæpper her i huset. Jeg har valgt at lave mine sekskanter i en pænt stor størrelse, og det gør selvfølgelig også at arbejdet skrider "hurtigt" fremad.
Min mor er som sagt patchvørker (ja jeg kan ikke lade være med at udtale det sådan, fordi jeg kan ikke lade være med at gøre lidt fis ud af det, ja sådan er jeg altså bare, der er ikke nogen dybere forklaring til fænomenet) og har været det i mange år. Det er blevet til en hel del tæpper til vos (os på bornholmsk) her i familien. Vi har alle et personligt tæppe og så et til juletræet. Det kan være jeg sætter billeder på bloggen af dem en dag. Jeg synes, hun er ret god til det, ikke mindst fordi hun finder inspiration hos Kaffe Fassett. (Her har I lidt af ham at kigge på.)
Jeg kan ikke finde på mere at skrive for i dag, hygge hej og kærlig hilsen Rikke